Jeg flyttede til Lonon og troede, at England var lidt som Danmark. Det tager nogle timer, så er du der, det er ligesom at flytte til Århus. At det ville tage lidt tilvænningstid, det var jeg godt klar over, men så ville jeg have lært det, passe godt ind, drikke te, få smag for agurkesandwich, ikke blive kørt ned, når jeg krydser vejen. Hvor svært kan det blive? Jeg voksede op med sportslørdag, Oasis og Stephen Fry der læser Keats digte op på youtube. 

Aldrig har jeg taget så meget fejl. Der er en verden til forskel. Faktisk vil jeg tro, at USA er tættere på Danmark, at Portugal er det. Jeg mødte en dansker, som har boet mange år i Singapore og nu bor i Bristol. Hun siger, at Danmark har mere tilfælles med Singapore end England. Det tror jeg gerne.  

Man finder ud af en ting; det man kommer af, tager man med. Heldigvis vil jeg sige. Det er jo den, jeg er. Og uheldigvis. For jeg har haft svært ved sådan rigtigt at tage England til mig, som jeg gerne vil. Jeg bliver ved med at sige lavt; men det havde vi slet ikke gjort i Danmark. Det bliver en dårlig konkurrence mellem to lande, hvor sejren allerede er givet.  Jeg slukker for BBC og finder P6 og laver mig en kop kaffe og tjekker om Brøndby stadig har den samme træner.

Jeg har aldrig brudt mig om smørrebrød eller håndbold og kunne ikke drømme om at stå og vifte med et dannebrog i lufthavnen eller noget andet sted. Det danske er ikke det. Det danske er meget mere usynligt. Det er alt det, jeg har levet i uden at lægge mærke til det. Tiden omkring familiens spisebord, børnehavens pædagoger som trøstede mig, hospitaler og skoler, de åbne døre, man går bare ind og banker på, tilliden til hinanden, jeg gik selv hjem fra fritidshjemmet, min lærer som løst citerede Kierkegaard og Grundtvig, statsminsteren på sin cykel, chefen der vil kaldes ved fornavn, lad vær med at gå op i titler, hvad synes du og hvad med de andre?

Jeg troede, det var noget universelt. Det er det ikke. Det er dansk. 

Herovre har de ikke noget cpr-system og de vil ikke have det, ån frihed (de tror stadig Locke lever). Alt nyt er dårligt og det er strengt taget umuligt at komme i kontakt med det offentlige. Sig mig er jeg med i en Kafka-roman? Der er ikke et ord for mistrivsel, de ved ikke, hvad en pædagog er, hunde er mere velkomne end børn. De fleste accepterer bare, at deres land smuldrer fra hinanden. En revolution! Man hvor hænger man frakken? Herovre kan man forsvinde. Den mulighed vil de åbenbart gerne have. Uligheden er det største problem og de betragter den bare. Der er noget Titanic over London. 

Og så er der alt det de kan; de er vildt gode til at sørge for at stemningen er god. De tager ejerskab for en reception, cirkulerer, chatter, lytter, griner. De er simpelthen så høflige. Jeg vil også være lige så høflige som dem. Jeg vil tage jakkesæt på, selvom der står casual clothing. Her er også dejligt højt til loftet. Man må godt vise, at man ikke altid er som de andre. Kom, som du er. Syng, så højt du kan. Vær venlig for om lidt har i måske brug for hinanden. Du må godt vise, at du vil noget, at du mener det alvorligt, at du kan noget, tag ansvar. I England har man taget imod andre så længe landet har bestået, de spørger ikke, hvor jeg er fra. 

Det har været en fin aften. Jeg er træt af pimms og sløv vin. Kan jeg få en øl? Han står ved siden af mig med en øl i hånden. Han er fra Vejen. Jeg har aldrig været i Vejen, siger jeg. Du kommer ikke rigtigt ud at rejse, siger han med åbenlys dialekt. Jeg smiler. Det gør han også. Mine skuldre sænker sig. Vi taler ikke om noget vigtigt, mumler mest, ryster begge på hovedet, kigger lidt væk, nyder vist begge vores milde tavshed.

Det er virkelig rigtigt; man skal tage ud for at opdage, hvor man har hjemme. Heldigvis kan man jo tage hjem igen. Jeg bliver her i England noget længere. Jeg vil blive bedre til det. Det kunne også være interessant at høre, hvad de synes om Danmark. Måske er det i virkeligheden derfor, man rejser ud; for at lære at leve i forskellene. Noget i den retning.