af Karsten Møller Hansen.

”Jeg blev ærligt talt ret skuffet,” sagde hun.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket på ingen måde var den rigtige reaktion. Hun havde været død, hendes hjerte var holdt op med at slå, da de opererede hende. Heldigvis havde de fået gang i det igen. Det var ikke så længe siden. Jeg havde set, hvor de havde skåret hende op. Hun viste det gerne frem. Hun lod heldigvis ikke til at lægge mærke til min latter, men fortsatte;

”Der var ikke noget lys for enden af tunnelen, ingen varme, der overtog min krop, ingen englevinger man kunne svæve på henover de grønne enge ” hun holdt en pause, så pustede hun ud, så jeg nærmest kunne mærke hendes åndedræt gennem telefonen, ” døden var lige så spændende som at stå og vente på bussen på Sundbyvester Plads.” 

Jeg lukkede mine øjne og så Sundbyvester Plads en kold januaraften for mig og kom på den tanke, at varmen var gået på mit kontor, ville rejse mig for at gå over til radiatoren for at mærke på den, men gjorde det ikke, ville ikke have at hun skulle spørge, hvad jeg lavede.

”Der var ganske enkelt bare som om, der var en, der slukkede for lyset og så var der mørkt.”

Livet slutter, men hvor går det hen, når det slutter. Jeg har altid troet på, at der er liv efter døden, at der er et efterliv. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det ville være for svært for mig at leve, hvis det hele bare ender en dag. Måske fordi jeg engang havde læst hos Schopenhauer, at bevidstheden godt kan eksistere udenfor tid og sted, udenfor den enkeltes krop, at der er noget, der overlever døden, en slags kosmisk bevidsthed, eller som Jung sagde; vi mennesker kan godt se rundt om hjørner. Måske fordi jeg tror på det, Gud har lovet os.

Men jeg har ingen beviser, ikke et eneste, og hvis der en dag, kommer en med et, vil jeg ikke tro det. Min gamle kristendomslærer på Skovshoved Skole har stadig ret; man kan ikke bevise Guds eksistens og man kan heller ikke helt afvise den. Måske ender jeg også med at stå og vente på bussen på Sundbyvester Plads, og så er der en, der bare slukker for lyset, en tilfældig hånd på en kontakt, hov, undskyld, væk.

Til gengæld har jeg mødt flere mennesker, som, da de døde, har set et lys for enden af en mørk tunnel. Jeg husker meget tydeligt en mand på min egen alder, som hverken troede på Gud eller noget andet man ikke kan bevise,  længe kigge mig i øjnene, som for at se ind bag mine øjne, for så at rette blikket mod et eller andet sted sted bag mig og fortælle mig om lyset, han havde set, at det havde skinnet så klart, at der var kommet en stemme inde fra de varme omsluttende stråler, som havde hvisket til ham; kom mit menneske, der er ikke noget at være bange for, de er der allesammen. 

Det nævnte jeg ikke for hende, det var jo ikke sket for hende, og hun kunne ikke bruge det til noget. I stedet talte vi lidt om Dawkins, som citerede Russell for at sige, at når man dør, er der intet andet tilbage end det at rådne videre, og jeg nævnte Einstein, som i et brev til en afdød vens familie havde skrevet noget i retning af, at hans ven nu havde forladt den her mærkelige verden en smule før ham selv, men det gjorde ikke noget for opdelingen af tid i fortid, nutid og fremtid er kun en illusion. Hvad det hele skulle betyde, forstod ingen af os. 

”Hvad var det sidste, du tænkte på, inden du døde, ?” spurgte jeg.

”Det kan jeg godt sige dig,” sagde hun, ”at min far ville stå ude på fortovet ved havelågen med en kaffekop i hånden og vente på mig. Ligesom han altid gjorde. Jeg ville se ham igen. Det er derfor, jeg er så skuffet. Der var ingen, der ventede på mig.”

Hendes far havde jeg begravet nogle år tidligere. Det sidste han havde sagt til hans familie, som var samlet ved hans side hjemme i det lille gule rækkehus med egetræet i baghaven, var; vi ses. Døden er ikke altid smuk, men den dag var den. Da solen stod op, sov han ind uden nogen af os lagde mærke til det. Jeg var der også, og jeg kan huske, at jeg tænkte; hvor er han nu?

”Nå, jeg skal videre,” sagde hun.

Inden jeg nåede at sige okay, havde hun lagt på.

Jeg sad og lyttede til Adrianne Lenker sent om aftenen, da hun ringede igen. Der stod en ræv i skæret fra min skrivebordslampe og kiggede på mig gennem vinduet ud til præstegårdshaven. 

”Gud må have glemt at fortælle min far, at jeg kom”, sagde hun som det første.

Jeg smilte for mig selv. Her var ingen teorier, ingen kompliceret bevisførelse. Ræven var lusket videre og hun sagde; 

”Jeg ser det sådan, at hvis der alligevel findes et efterliv, ville det være dumt ikke allerede nu at finde en trøst i det.”