02/07/2024 0 Kommentarer
FÆLLESSKABERNE ÅBNER OG VI SKAL UD AF KOMFORTZONEN
FÆLLESSKABERNE ÅBNER OG VI SKAL UD AF KOMFORTZONEN
# Klumme
FÆLLESSKABERNE ÅBNER OG VI SKAL UD AF KOMFORTZONEN
Af Flemming Kloster Poulsen, præst.
Mange fællesskaber ved St Katharine’s har lidt under Coronakrisen og nedlukningerne. Det er ærgerligt og det tager tid at komme igang igen.
Søndagsfrokost, nytårstaffel, lørdagsskole, cafe, bogklub, konfirmandundervisning. For blot at nævne nogle. Enten har de været helt lukket eller været online eller haltet sig igennem på anden vis.
Derfor er det ualmindeligt dejligt igen at kunne åbne kirkens døre for alle de små og store fællesskaber.
Grundbetydningen af ordet ’kirke’ er netop et ’fællesskab’, der helt grundlæggende bæres af kristendommens tro, håb og kærlighed.
Søndagens gudstjeneste er et af de fællesskaber som endnu ikke er kommet helt i gang efter pandemien. Der er stadig mange, der vælger at være med på Zoom, hvilket er fint, men samtidig går det også ud over fællesskabet i kirken.
Men også en del af de andre aktiviteter og events har i dag færre deltagere end før pandemien. Der er færre dåb end før pandemien. Aftenskolen er online. Vi har haft events, hvor der normalt ville være flere deltagere.
Jeg er helt klar over at pandemien også har været en anledning til at ’rydde op’ i gamle aktiviteter, som i forvejen trængte til at blive aflyst. Men der er også værdifulde fællesskaber, som desværre er gået i stå og som vi håber at løbe i gang igen.
Under alle omstændigheder: Kirken er i fuld færd med at åbne og vi håber at vi i løbet af de kommende måneder kommer op på et mere normalt niveau.
Vi skal ud af komfortzonen – det er sundt for os alle sammen. Vi skal mødes. Gøre noget sammen. Dele de store fortællinger. Fortælle vores egen historie. Også om det der gik skævt. Og ikke mindst hvordan vi kommer videre.
Derfor: Velkommen i St Katharine’s, Den Danske Kirke i London!
Kommentarer