02/07/2024 0 Kommentarer
Kirke betyder fællesskab
Kirke betyder fællesskab
# Klumme
Kirke betyder fællesskab
Klumme af Flemming Kloster Poulsen, præst
Sådan som kirkens online gudstjenester under pandemien blev et mødested og en opmuntring, sådan skal kirken i det hele taget været et mødested, hvor vi finder fællesskab, mening og håb.
Det er opgaven nu hvor vi er på vej ud af pandemien – og efter at byggeprojektet også er færdigt. Vi skal åbne kirken for danskere i London og gøre den til et godt mødested.
Vi oplevede i påsken hvor godt det kan være. Vi holdt påskegudstjeneste med 35 deltagere i kirken og 70 deltagere på zoom. Derefter var kirkens butik åben og man kunne købe danske sild, lakrids og meget mere godt. Sidst men ikke mindst skinnede forårssolen, vejret var så godt at vi kunne gå i haven, få et glas champagne og synge sammen. Det var som en genopstandelse.
Ordet kirke kommer fra græsk og betyder bl.a. ‘forsamling’ og ‘fællesskab’. Sådan var det påskedag og sådan skal det være til hverdag.
Cafe Mødestedet for de lidt ældre er kommet godt i gang. Forældregruppen for nybagte forældre er lige genstartet. Kirkens bogklub er på vej tilbage.
Vi holder gudstjeneste hver søndag og kirken er igen ramme for de store livsbegivenheder dåb, konfirmation, vielser og begravelser.
I juni skal vi have St Hans. I september starter Lørdagsskolen og Aftenskolen igen. Og vi er så småt i gang med at planlægge højskoletimer med foredrag og fællessang til efteråret.
Det går i den rigtige retning, men der er også plads til helt nye initiativer – hvem byder ind?
Vi skal i det hele taget give den gas og være både kirke og kulturhus med højt til loftet og plads til små og store fællesskaber. Ikke en lukket kirke for de få og indforståede, men en brugskirke for almindelige danskere i London og deres familier.
Det er spændende og vi byder et stort velkommen til alle nye og gamle ansigter, som har lyst til at deltage i alt det som sker ved Den danske Kirke i London.
Kommentarer