Klumme i kirkebladet marts 2018.

”Hvad skal man kalde det hele? Markedsøkonomi, socialisme, liberalisme? Det slår ikke til. Der er mere: Det væsentlige er, om vi rummer noget andet end de daglige fornødenheder.”  

Det er en replik fra romanen Isakkatedralen af den finske forfatter Kari Hotakainen. Den 25-årige Pekka gør oprør mod sin fars flade livssyn. Der må være noget mere end bare at spise, sove, arbejde og forbruge.  

For eksempel: Mening, tro, fællesskab. Alt det som Pekka kalder ’det væsentlige’.  

Pekka er med til at restaurere den gamle Isakkatedral i Sct Petersborg. Han synes det er godt at vi har den slags huse. Men hans far er ligeglad. Hvad skal vi med sådan noget. Kun det, der kan vejes og måles er virkeligt.  

Jeg kan lide Pekka. Han har fat i noget. Vi har brug for noget der rækker ud over de daglige fornødenheder. Ånd, mening, fællesskab.  

Derfor har vi kirker. På grund af det væsentlige. Derfor har vi også en dansk kirke i London. Som et hus og en ramme for det væsentlige i vores liv. Med meningsfulde ord og fællesskaber.  

Grundtvig skrev i en konfirmationssang til sine sønner: ”Med øjet som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt stort herneden”. Det er en fantastisk flot måde at sige det på.  

Sådan skal det være ved Den danske Kirke i London. Det skal være et hus og sted hvor vi er lysvågne og opmærksomme på det væsentlige.  

Et sted hvor vi finder mening og livsmod i kristendommens store fortællinger om at være menneske.   

Et sted hvor vi vil hinanden noget i alle de store og små fællesskaber.  

Et sted hvor den røde tråd er at gribe dagen, glemme sin surhed og gå løs på hele det mangfoldige, farlige og vidunderlige liv.