af Karsten Møller Hansen

Det var i vinters, hjemme i Danmark. Der lå tøsne på Gammel Kongevej. Selvom jeg havde handsker på, frøs jeg mine hænder. Bilerne holdt i kø, røde lygter blinkede, en mand på fortovet snublede. Kiggede man op imod himlen var den så grå, at man ikke kunne forestille sig, at den nogensinde havde været en anden farve. 

Jeg drejede ned ad den gamle villavej og parkerede min cykel op ad det hvide stakit. Det var hans kone som åbnede døren. ”Kom indenfor i varmen” sagde hun. Jeg tog støvlerne af, hang frakken på den bøje, hun havde rakt mig. Han sad i en lænestol ved det store vindue som vendte ud imod haven. Han havde et tæppe over sig, sad med blikket vendt ud imod gyngestativet og legehuset og en trehjulet cykel som lå ovenpå en trampolin dækket af en stor bunke blade. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, stod midt i stuen og fortrød straks, at jeg var taget ud for at besøge ham, en linje havde jeg ubetænksomt overtrådt. 

Hans kone gik hen til ham, lagde sin hånd blidt på hans skulder. ”Du har besøg.” Det gav et sæt i ham. Som om hun havde vækket ham fra en dyb søvn. Han drejede langsomt hovedet, mens jeg holdt vejret; kunne han kende mig? Han smilede ikke, men der var noget i hans blik, som fortalte mig, at han godt vidste, hvem jeg var, og at han derfor også vidste, hvem han selv var.

Jeg satte mig i stolen overfor ham. Hans kone gik ud for at lave kamillete (han måtte ikke drikke kaffe mere). Jeg havde aldrig set ham i sutsko, aldrig set ham med skæg og et tæppe over sig, havde aldrig før tænkt på, hvad jeg skulle sige til ham, for det havde jo altid været ham, som havde spurgt mig om et eller andet. 

Han havde været min professor på universitetet og jeg havde hængt ved hans ord. Han havde betydet meget for mig. Alt det han lærte os. Han var med til at forme mig, havde set noget i mig ingen andre havde set. Man kan godt sige, at vi udviklede et slags venskab. Sådan vil jeg i hvert fald gerne tænke på det.

Jeg havde hørt, at han havde fået en blodprop og ikke længere kunne undervise. Jeg måtte besøge ham, se ham igen, fortælle ham hvor meget han havde betydet for mig. Hele stuen var et stort bibliotek fuld af verdens bedste bøger. Da jeg havde talt med hans kone om at besøge ham, havde hun fortalt mig, at han skam sagtens kunne læse endnu. Det gjorde mig lykkelig at se ham sidde dér blandt alle de bøger, han så smukt havde videregivet til os. Jeg fik ham til at tale om Kierkegaard og Levinas og Hegel. Alligevel, midt i min glæde over, at han stadig var, som jeg huskede ham, var det som om, at alt det kloge, han sagde, ikke længere virkede vigtigt. Der var noget ved hans stemme, noget fjernt, som repeterede han bare. På bordet ved siden af hans stol lå der også en stak bøger. Måske på grund af måden bøgerne lå på, fornemmede jeg, at de kun lå der for gamle dages skyld. 

Han var blevet træt. Jeg rejste mig for at gå, ville ikke tage mere af hans tid. Da jeg stod foran ham for at sige farvel, så han på mig med en varme, med et lys i sine øjne som jeg aldrig tidligere havde set, og sagde noget, jeg siden har tænkt meget over. Først syntes jeg, det var trist, ja som spild af alt det han kunne, et fravær af alt det han havde givet os studerende. Men med tiden er jeg ved at indse, at han endnu engang havde set rigtigt, da han mildt konstaterede, at des ældre han var blevet, des mere var han vendt tilbage til sin barnetro; Gud elsker dig.

Man kan sige så meget om kristendommen uden man nogensinde får styr på den, der skal prædikes igen på søndag, og selvfølgelig er det en uhyre forsimpling, og ganske naivt, at reducere en af de største åndelige bevægelser verden har set til en enkelt sætning, og det kan være, at jeg allerede er ved at blive for gammel, men hvis vi er enige om, at der i alle religioner er mange veje at gå, og mange steder at fare vild, at der ligger et voldspotentiale i meget religion, og at der i religionens virke kan ligge en stor retfærdiggørelse af ens egne handlinger, også når de er ødelæggende, skal vi måske gå tilbage til det naive, til barnets tro, til den kærlighed det hele bygger på. 

For at komme frem skal man nogle gange gå tilbage.