Jeg har det sådan, at november er den værste af alle måneder – selv om der har været nogle dage med lys og sol – og mildt vejr til at mindske det trøstesløse.

Året har 16 måneder - ifølge forfatteren Henrik Nordbrandt:

November

December

Januar

Februar

Marts

April

Maj

Juni

Juli

August

September

Oktober

November

November

November

November

Det er en rammende betegnelse af den tid, vi er i lige nu: en mørk tid, der fornemmes lang og endeløs. Fanget af mørke – tænker jeg engang imellem! Mørket breder sig – fra dag til dag. 

 En af mine største gudstjenesteoplevelser var med den sydafrikanske biskop: Desmond Tutu på Danske Kirkedage i Århus for mange år siden. Èt af Tutus ord – som satte sig fast og som jeg tager frem nu - igen - igen - var: at vi som kristne er Prisoners of hope – at vi er fanger af håb.

Vi er én gang for alle mærket af Gud – mærket af et korstegn – i dåben, og det korstegn mærker os for livet! Nogle gange tydeligere end andre; eller rettere: vi mærker det nogle gange tydeligere og stærkere end andre gange!

Men udtrykket: ”fanger af håb”: Det at være fanget er normalt ikke positivt! Tvunget – bundet – eller hvad vi kan forbinde med det: Måske er udtrykket: grebet af håb bedre; grebet og holdt fast af håbet, bundet til det eneste, der rækker ud over os selv og vores snævre verden.  Og hvor har vi da brug for håbet i en tid, hvor krig og terror og voldsomheder breder sig!

Ved hver eneste dåb siges det, at den døbte nu er et levende håb ved Jesus Kristus.

Det betyder at vi nu er dem, der kan og skal bringe håbet videre: at vi nu kan bringe glæde til dem, der er triste og bærer sorg; vi kan bringe fred og velsignelse til dem, der er bange og føler sig udenfor; mod til modløse - og bliv bare selv ved: der er brug for alle mulige former for håb, når kaos og ufred skal trænges tilbage. 

Så er vi da grebet og mærket og fanget af håbet – livshåbet, kærlighedens håb!

Margith Pedersen

Konst. præst ved St. Katharine’s Danske Kirke, London