Udlandsdansker: Livet leves hjemmefra men forstås udefra

Udlandsdansker: Livet leves hjemmefra men forstås udefra

Udlandsdansker: Livet leves hjemmefra men forstås udefra

# Klumme

Udlandsdansker: Livet leves hjemmefra men forstås udefra

Af Flemming Kloster Poulsen, præst

Som bekendt mente Søren Kierkegaard at livet leves forfra, men forstås bagfra. 

Men forleden så jeg hans sætning drejet på en ny måde: "Livet leves hjemmefra, men forstås udefra”. (Sagt af udlandsdanskeren Th. Christiansen, POV 10.12.21). 

Det er der en virkelig fin pointe i. Som udlandsdanskere lever vi vores liv ’hjemmefra’ d.v.s. ud fra vore hjemlige danske vaner, forhold og traditioner. Det er vores udgangspunkt. 

Og samtidig kommer vi ofte til at se det danske og vore traditioner udefra. Vi ser det danske i lyset af vore udlandserfaringer. Gradvis ændret vores forståelse af ’det danske’ sig. 

For eksempel: Da jeg for nylig så alle de danske partiledere fra det yderste venstre til det yderste højre stå og synge fællessang i forbindelse med valgkampen, slog det mig, at Danmark virkelig er et fredsommeligt smørhul sammenlignet med næsten alle andre lande i verden.

Et andet eksempel: Der er ting som sankthans og Grundtvig og Haribos lakrids, der får en stor betydning i udlandet, fordi det går op for os, hvor meget af vores danske identitet, der ligger i det.

Og et tredje eksempel: Der var en kvinde, som var på vej til at blive gift på det lokale Council her i London, men i sidste øjeblik fik det arrangeret i Den Danske Kirke på dansk fordi, som hun skrev: “Nogle gange indser man ikke, hvor meget man holder af traditioner, før man er ved at lave om på dem.”

Og et sidste eksempel: Efter et par år i multi-London kan man kun trække på skulderen, når man hører en dansk debat om det er i orden at kassedamen bærer tørklæde. Hvorfor skulle det være et problem?

Vi ser vore danske rødder udefra og forstår dem i nye belysninger. Vi lever livet hjemmefra men forstår det udefra.

Det er noget af det stimulerende ved at bo i udlandet. Boldene er kastet op i luften og vi skal spille dem på nye måder.

Jeg begyndte disse tanker med Kierkegaard og vil slutte med Bertel Haarder, som netop opfordrede til at lukke op for inspirationen udefra:

Se ud fra Danmarks hyldehæk,

Stryg dug af sjælens rude,

Luk døren op for sus og træk,

Fra landene derude.

(Højskolesangbogen, nr 412)

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Den Danske Kirke i London

4 St Katharine's Precinct, Regent's Park, London NW1 4HH

+44 (0)207 935 1723